Det er smertefuldt at miste en, man holder af
- en ægtefælle, et barn, en forælder ......

Når alle de praktiske gøremål i forbindelse med dødsfaldet er gjort, skal en ny hverdag indfinde sig, og det kan være tomt og vanskeligt at finde sig selv i en ændret tilværelse. Man kan føle sig meget alene, og samtidig have brug for at tale om den man har mistet. Man kan måske ligefrem føle sig som en belastning for sine omgivelser.

Sorgen tager sin tid og skal ikke forceres, men det kan være en hjælp at være sammen med andre, der har gennemlevet noget lignende og sammen finde forståelse og støtte i en svær tid.

Mange finder det godt at være med i en sorggruppe, for her er det tilladt at være ked af det, og her er det tilladt at tale om det menneske man har mistet.Gruppen er hjælp til selvhjælp, og vi som ledere skal sikre at gruppen er trygt  sted hvor alle bliver hørt og at der er forståelse for sorgens følelser.
Sorgen skal finde et sikkert sted, så livsmodet igen kan finde vej.

Information:
Sted: Ansgars Kirkens krybt.

Tid: Man mødes hver anden mandag eftermiddage og forløbet er over 8 gange.

Tilmelding: Inden du begynder i gruppen, tilbyder vi en samtale. Her vil du få information om hvordan en gruppe fungerer, og hvad gruppen kan være godt for og hvad den ikke kan løse.

Hvor mange? Gruppen størrelse er mellem 4 - 8 personer.

Det er nødvendigt at prioritere møderne i sorggruppen højt, da deltagerne bliver betydningsfulde for hinanden.
Alle i sorggruppen har tavshedspligt.

Gruppen ledes af:
Erna Nielsen, psykoterapeut, sjælesørger og sognediakon og
Inge Lassen, lærer og sjælesørger.
Kontakt for yderligere oplysninger til Erna tlf. 22 18 20 00.

Pris: Tilbuddet er gratis, og kaffen koster 15 kr.

Jens fortæller om at gå i sorggruppe
” Jeg mistede min hustru Ruth d. 1. juli 2014, og jeg tænkte at sorgen måtte jeg da selv kunne klare at komme over. Men en dag mødte jeg præsten, som spurgte til mig og hvordan det gik. Han kunne se at det ville være godt for mig at gå i sorggruppe, og fortalte at der fandtes en gruppe ved Ansgars Kirken. Jeg kom med, og var her sammen med andre, som havde mistet en nært stående. Her var det tilladt at være ked af det og græde. Her mødte jeg forståelse, og her blev der spurgt til hvordan Jens havde det. Vi mødtes hver 14. dag og jeg oplevede det godt at komme hver gang. Der var altid noget at snakke om, og der var altid noget der blev lettet. Jeg stoppede i foråret 2016 og har været meget glad for den hjælp jeg her fik. Når man mister én som man elsker, så er man ikke helt den samme bagefter.”